Microsoft ønsker at gøre online-livet nemmere for deres brugere og indleder derfor et samarbejde med Facebook, der er danskernes foretrukne digitale netværk, og Arto, som er Danmarks største sociale netværk for børn og unge. Via Windows Live får danskere i alle aldre nu én indgang til deres sociale netværk og kontakter.
Windows Live samler nu aktiviteter fra to af danskernes foretrukne digitale netværk, så brugerne kan holde sig opdaterede ét sted. To nye partneraftaler bringer Facebook og Arto ind i Windows Live-universet, der har over 2 millioner danske brugere i gennemsnit om måneden. Facebook er verdens største sociale netværk og Arto er Danmarks største ungdomssite med over en halv million brugere, og samarbejdet mellem de tre parter skal gøre hverdagen lettere for brugerne.
”Vores vision med de nye samarbejder er, at brugerne kun skal gå ét sted hen, når de skal holde sig opdaterede i deres sociale netværk. Vi ved, at brugerne har et behov for at få overblik over opdateringerne i deres forskellige netværk, og det kan de nu både få i Windows Live Messenger og på Hotmail,” siger Troels Hviid, produktchef for Windows Live.
Microsoft har udviklet faciliteter i Windows Live-universet, der lader brugerne samle deres onlineliv ét sted, hvor de kan dele fotos og filer. Det har allerede været muligt i noget tid at importere sine venner fra Facebook til Windows Live, og nu er det også muligt at følge nyhedsstrømmen fra det populære netværkssite. På samme måde kan Arto-brugere nu følge med i kontakternes statusopdateringer samtidig med, at de chatter på Messenger, tjekker sin Hotmail og deler fotos og filer med vennerne.
Windows Live giver overblik
Der er et stort udbud af sociale netværk på nettet i dag, og de 12-19-årige danske unge vil være med, hvor det sker. Deres brug af nettet giver et fingerpeg om, hvilke tjenester, der kan forbedre og lette online-livet hos brugere i alle aldre. En undersøgelse fra Microsoft viser, at 54 % af teenagerne deltager i mindst tre sociale netværk som Facebook, Arto eller Windows Live Messenger. De mange sociale netværk skaber et naturligt behov for én samlet platfom, hvor man kan holde styr på onlinelivet.
”Man skal se de digitale netværk som en del af de unges sociale liv. Der er stor forskel på tidsforbruget, og de unge kan sagtens have fokus på flere ting samtidigt. De tjekker deres sociale netværk på nettet samtidig med at fjernsynet kører og musikken spiller, og hvis de kan se en fordel i at benytte én samlet indgang til deres sociale netværk, bliver det en succes. Det afgørende er, om de kan se en kommunikativ og social gevinst,” siger Niels Ole Finneman, som er professor og leder af Center for Internetforskning ved Aarhus Universitet.
Flere nye samarbejder i horisonten
Microsoft planlægger at indgå samarbejder med flere sociale onlinetjenester i løbet af det næste års tid.
”Vi ønsker at være dér, hvor brugerne er. Vi forestiller os, at brugere af for eksempel DKBN eller Trendsales kunne ønske sig et bedre overblik over deres forskellige profiler ved at samle dem ét sted,” siger Troels Hviid.
Det eneste, man skal bruge for at samle sine sociale tjenester på Windows Live, er et Windows Live ID, som mange allerede har fra Windows Live Messenger eller Hotmail. Samarbejdet med Facebook og Arto er live i dag på windowslive.dk/friends. Læs mere i faktaarket om, hvilke sociale tjenester man kan samle ét sted.
For yderligere information kontakt:
Signe Toftegaard Madsen, kommunikationschef, Microsoft
tlf. 20 74 85 43, e-mail: signem@microsoft.com