I dag lancerer modemagasinet Costume og portalen MSN Danmarks første community for modeinteresserede kvinder. Communitiet hedder Stylegallery, og her kan du få masser af inspiration til dit nye outfit, se billeder af stilbevidste kvinder fra gadebilledet og selv uploade billeder af din egen stil. Hvert stykke tøj, taske eller smykke på billederne tagges med informationer som brand, farve og pris, så du selv kan få fingrene i det. Besøg Stylegallery.dk og bliv opdateret på de nyeste tendenser fra dine stilskabende modesøstre.
Undskyld, men hvor har du købt din jakke? Hvor tit har du ikke haft lyst til at spørge, når du møder en pige på gaden med en rigtig god stil? Men det er slut nu, hvor et helt nyt community ser dagens lys. Communitiet hedder Stylegallery og er et nyt online-community for modeinteresserede kvinder. Her deler kvinder tips om mode og tendenser, og får inspiration til, hvordan de kan sammensætte deres looks på ny. Der er ingen catwalk eller champagne – kun et autentisk billede af moden blandt helt almindelige stilbevidste kvinder.
Mode på gadeplan
På Stylegallery kan alle kvinder uploade billeder af sig selv og tagge det tøj og accessories de har på, og hver uge kåres det bedste outfit. Stylegallery har desuden deres egne fotografer, som spotter modetendenser på gaden i hele landet.
”Man kan for eksempel nemt og hurtigt finde ud af, hvor man kan købe det, andre har på. I modemagasiner kan man få rigtig meget inspiration, men på Stylegallery bliver brugbarheden taget et skridt videre, fordi man kan se, hvordan tøjet ser ud på helt almindelige kvinder som en selv,” siger Rikke Agnete Dam, chefredaktør Danmarks bedst sælgende modemagasin, Costume.
Ingen pinlige spørgsmål
Amanda Bjerre-Petersen på 23 år har testet Stylegallery og er ikke i tvivl om, hvad hun synes bedst om: ”Jeg er vild med billederne fra gaden, hvor piger er blevet spottet af fotografen. Man går jo tit forbi andre piger i byen, som har et eller andet fedt på. Det kan være grænseoverskridende eller pinligt at spørge, hvor de har købt det, men så kan man passende gå hjem og bruge de smarte søgefunktioner på Stylegallery,” siger Amanda Bjerre-Petersen.
Stylegallery er ikke kun møntet på nyt og dyrt tøj. "Det handler mindst lige så meget om, hvordan man kan sætte det tøj, man allerede har købt, sammen på nye måder," siger chefredaktør Rikke Agnete Dam.
Guldkorn fra moderedaktionen
Stylegallery har mange af de samme funktioner, som man kender fra de mest kendte communities. På samme vis som på Facebook tagger man alle de ting på sit billede, som man gerne vil dele informationer om. Det kan være alt lige fra tøj, tasker, smykker, solbriller osv. Men til forskel fra blandt andet Youtube, er der en redaktion på Stylegallery, der løbende sørger for, at kvaliteten af indholdet på sitet, hele tiden er i top.
”Vores brugere er meget interesserede i at få feedback fra modeeksperter. Derfor har Stylegallery et fast team af redaktører, der udvælger og spotter tidens bedste outfits. Ud over at brugerne derved får masser af modeguldkorn fra professionelle, så sikrer teamet samtidig, at standarden i communitiet har den rette form”, siger Kasper Tøstesen, chef for MSN.
I den seneste tid er der dukket flere danske modeblogs op. Men ifølge Amanda kan Stylegallery meget mere end de traditionelle modeblogs. ”Stylegallery appellerer virkelig bredt og indeholder derfor masser af forskellige stilarter til mange forskellige piger. Der er noget for enhver smag og så er det meget mere et community, hvor folk deler erfaringer og får inspiration fra hinanden, end traditionelle modeblogs hvor man direkte kopierer og får et tilhørsforhold til bloggerne”, siger Amanda Bjerre-Petersen.
Besøg Stylegallery på www.stylegallery.dk